lørdag den 15. september 2012

Revolutionsromantik



Da jeg var barn, var det utænkeligt at kritisere modstandskampen. Frihedskæmperne var helte, og helteglorien skulle der ikke pilles ved. Nu er vi kommet så meget på afstand af anden verdenskrig, at vi kan se, at der også var pletter på englevingerne. Behandlingen af tyskerpigerne og de tyske flygtninge var oprørende. Nogle stikkerlikvideringer var maskerede hævntog eller skyldtes personligt nid og nag. Men det ændrer ikke ved det grundlæggende, at det var godt og rigtigt at gøre modstand mod den tyske besættelse af Danmark.

Amerikanske børn lærer i reglen ikke noget i skolen om, hvordan de engelskvenlige Tories egentlig blev behandlet under den amerikanske revolution, om Copperhead-bevægelsen mod den amerikanske borgerkrig eller opstanden mod værnepligten i New York 1863. Washington og Lincoln skal fremstå som helgener, og derfor bliver der ikke plads til nuancer. Det ville være bedre at glemme glansbillederne og se præsidenterne med vorter og det hele. Men en viden om nuancerne ændrer ikke det helt elementære, at den amerikanske frihedskrig og afskaffelsen af slaveriet var vigtige fremskridt for menneskeheden.

I trediverne og frem til afsløringerne på tyvende partikongres var der mange udmærkede og demokratisk sindede socialister i Vesteuropa, der lukkede øjnene for Stalins ugerninger. Det var ikke fordi de bifaldt nakkeskud eller Gulag, men de betragtede rapporterne om terror og lejre som propaganda. I tresserne og halvfjerdserne blev det kommunistiske Kina ofte malet i rosenrøde farver, ikke kun af erklærede kommunister, men selv af borgerlige og i ugeblade som Femina og Hjemmet. Under Vietnamkrigen var mange tilbøjelige til at se bort fra de overgreb, befrielsesbevægelsen begik. En afbalanceret vurdering af udviklingen i de socialistiske lande kræver, at vi ser på både de gode ting, der også skete – at f.eks. dødeligheden i Kina faldt til det halve eller at alle børn kom i skole – og de forbrydelser, der blev begået, og de krænkelser af menneskerettighederne og af demokratiet, der forekom.

Hvis revolutionsromantik er skønmaleri og forherligelse af vold, er det noget helt igennem skadeligt.

Men de følelser, det vækker i mig at se Eisensteins ”Oktober” eller den amerikanske film ”Salt of the Earth”, at læse digte af Brecht, Neruda eller Majakovskij eller at høre Internationale, har ikke noget med had og vold at gøre, og de får mig ikke at se verden som et glansbillede. Det, jeg føler, er tanken om den arbejderbevægelse, der har ført store dele af menneskeheden op fra elendighed til et bedre liv, tanken om international solidaritet og sammenhold mod nationalisme og racisme, tanken om broderskab og solidaritet  i stedet for egoisme og grådighed, tanken om en verden, der kan blive bedre end den, vi har kendt.

Romantiske følelser kan ikke bruges som grundlag for et politisk program, og det gælder også revolutionsromantikken. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kan genkende noget af mig selv i dette eksempel på ægte revolutionsromantik. Det er skrevet af socialdemokraternes hofdigter Oskar Hansen, der i sine unge dage var rød syndikalist. Og det her skrev han, mens han var fast ansat på partiavisen Social-Demokraten og omkring den tid, hvor han skrev "Danmark for folket" og valgsangen "Stauning igen"

Der er Ting vel der hænder, man ikke forstaar
og man grubler sin Pande i Rynker,
og man spørger sig selv: ”Er du ganmel af Aar,
saa du sidder og klager og klynker”.
Naar det hujer af Hurra for Danmark og Drot,
kan man tvinge sig selv til at sige lidt flot:
”Det er Tidens Nødvendighed, kære,
det er os, der er kommet til Ære”.
Men naar Dagen, den nøgterne Dag, er forbi,
og Tusmørket lister langs Gade og Sti,
kan man gaa for sig selv og se Tankerne komme
og melde om noget
man elsker og aner,
og noget, det gør et ungt Hjerte saa godt.
Vi drømmer om knaldrøde Faner,
der stormer Amalienborg Slot.

Der er Ting jo der hænder, vi ikke forstaar,
der er Toner, vi ikke kan fatte,
der er Skanser, vi stod paa i purunge Aar,
men som nu synes evigt forladte.
Og vi staar der og svajer og ved ikke hvad.
Der er Ting i det nye, der ikke gør glad.
Skal vi raabe det ud – eller gemme
og bare forsøge at glemme.
Skal vi hærde os kolde i kyniske Ord
og trampe hver spæd lille Spire, der gror,
og forsøge at lempe os Livet igennem
og trække paa Skuldren
og smile af Vane
og fastslaa: ”Det gaar jo da forholdsvis godt”.
Men vi drømmer en Drøm om en Fane
knaldrød på Amalienborg Slot.

Men en Hverdag, ja Hverdag kan være saa graa,
at det knuger om Sind og om Tanker.
Skal vi opgive Drømmen, den blændende blaa?
Ak, den dufted som Roser og Ranker.
Vi er nøgterne Mænd, det er sandt, ja, saa sandt,
og vi maa ikke fanges af Fraser og Fjant.
Men i Hverdagens iskolde Strømme
kan det varme om Hjertet at drømme.
og det er ikke Ord kun og Drømmenes Spind:
Vi maa ikke la’ Hverdagen isne vort Sind.
Vi maa sanse de store
og blaa Horisonter,
og slaas saa det lyner og bryde en Bane,
der fører os frem gennem gustent og graat,
Og da vil vi hejse vor Fane
blodrød paa Amalienborg Slot.

Oskar Hansen. Fra ”Kamp” (Concordia, 1932)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar