Da jeg var barn, var
det utænkeligt at kritisere modstandskampen. Frihedskæmperne var helte, og
helteglorien skulle der ikke pilles ved. Nu er vi kommet så meget på afstand af
anden verdenskrig, at vi kan se, at der også var pletter på englevingerne.
Behandlingen af tyskerpigerne og de tyske flygtninge var oprørende. Nogle
stikkerlikvideringer var maskerede hævntog eller skyldtes personligt nid og
nag. Men det ændrer ikke ved det grundlæggende, at det var godt og rigtigt at
gøre modstand mod den tyske besættelse af Danmark.
Amerikanske børn lærer
i reglen ikke noget i skolen om, hvordan de engelskvenlige Tories egentlig blev
behandlet under den amerikanske revolution, om Copperhead-bevægelsen mod den
amerikanske borgerkrig eller opstanden mod værnepligten i New York 1863.
Washington og Lincoln skal fremstå som helgener, og derfor bliver der ikke
plads til nuancer. Det ville være bedre at glemme glansbillederne og se
præsidenterne med vorter og det hele. Men en viden om nuancerne ændrer ikke det
helt elementære, at den amerikanske frihedskrig og afskaffelsen af slaveriet
var vigtige fremskridt for menneskeheden.
I trediverne og frem
til afsløringerne på tyvende partikongres var der mange udmærkede og
demokratisk sindede socialister i Vesteuropa, der lukkede øjnene for Stalins
ugerninger. Det var ikke fordi de bifaldt nakkeskud eller Gulag, men de
betragtede rapporterne om terror og lejre som propaganda. I tresserne og
halvfjerdserne blev det kommunistiske Kina ofte malet i rosenrøde farver, ikke
kun af erklærede kommunister, men selv af borgerlige og i ugeblade som Femina
og Hjemmet. Under Vietnamkrigen var mange tilbøjelige til at se bort fra de
overgreb, befrielsesbevægelsen begik. En afbalanceret vurdering af udviklingen
i de socialistiske lande kræver, at vi ser på både de gode ting, der også skete
– at f.eks. dødeligheden i Kina faldt til det halve eller at alle børn kom i
skole – og de forbrydelser, der blev begået, og de krænkelser af
menneskerettighederne og af demokratiet, der forekom.
Hvis
revolutionsromantik er skønmaleri og forherligelse af vold, er det noget helt
igennem skadeligt.
Men de følelser, det
vækker i mig at se Eisensteins ”Oktober” eller den amerikanske film ”Salt of
the Earth”, at læse digte af Brecht, Neruda eller Majakovskij eller at høre
Internationale, har ikke noget med had og vold at gøre, og de får mig ikke at
se verden som et glansbillede. Det, jeg føler, er tanken om den
arbejderbevægelse, der har ført store dele af menneskeheden op fra elendighed
til et bedre liv, tanken om international solidaritet og sammenhold mod
nationalisme og racisme, tanken om broderskab og solidaritet i stedet for
egoisme og grådighed, tanken om en verden, der kan blive bedre end den, vi har
kendt.
Romantiske følelser
kan ikke bruges som grundlag for et politisk program, og det gælder også
revolutionsromantikken. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kan
genkende noget af mig selv i dette eksempel på ægte revolutionsromantik. Det er
skrevet af socialdemokraternes hofdigter Oskar Hansen, der i sine unge dage var
rød syndikalist. Og det her skrev han, mens han var fast ansat på
partiavisen Social-Demokraten og omkring den tid, hvor han skrev "Danmark
for folket" og valgsangen "Stauning igen"
Der er Ting vel der
hænder, man ikke forstaar
og man grubler sin
Pande i Rynker,
og man spørger sig
selv: ”Er du ganmel af Aar,
saa du sidder og
klager og klynker”.
Naar det hujer af
Hurra for Danmark og Drot,
kan man tvinge sig
selv til at sige lidt flot:
”Det er Tidens
Nødvendighed, kære,
det er os, der er
kommet til Ære”.
Men naar Dagen, den
nøgterne Dag, er forbi,
og Tusmørket lister
langs Gade og Sti,
kan man gaa for sig
selv og se Tankerne komme
og melde om noget
man elsker og aner,
og noget, det gør et
ungt Hjerte saa godt.
Vi drømmer om
knaldrøde Faner,
der stormer
Amalienborg Slot.
Der er Ting jo der
hænder, vi ikke forstaar,
der er Toner, vi ikke
kan fatte,
der er Skanser, vi
stod paa i purunge Aar,
men som nu synes evigt
forladte.
Og vi staar der og svajer
og ved ikke hvad.
Der er Ting i det nye,
der ikke gør glad.
Skal vi raabe det ud –
eller gemme
og bare forsøge at
glemme.
Skal vi hærde os kolde
i kyniske Ord
og trampe hver spæd
lille Spire, der gror,
og forsøge at lempe os
Livet igennem
og trække paa Skuldren
og smile af Vane
og fastslaa: ”Det gaar
jo da forholdsvis godt”.
Men vi drømmer en Drøm
om en Fane
knaldrød på
Amalienborg Slot.
Men en Hverdag, ja
Hverdag kan være saa graa,
at det knuger om Sind
og om Tanker.
Skal vi opgive
Drømmen, den blændende blaa?
Ak, den dufted som
Roser og Ranker.
Vi er nøgterne Mænd,
det er sandt, ja, saa sandt,
og vi maa ikke fanges af Fraser og Fjant.
Men i Hverdagens
iskolde Strømme
kan det varme om
Hjertet at drømme.
og det er ikke Ord kun og Drømmenes Spind:
Vi maa ikke la’
Hverdagen isne vort Sind.
Vi maa sanse de store
og blaa Horisonter,
og slaas saa det lyner
og bryde en Bane,
der fører os frem
gennem gustent og graat,
Og da vil vi hejse vor
Fane
blodrød paa
Amalienborg Slot.
Oskar Hansen. Fra
”Kamp” (Concordia, 1932)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar