lørdag den 22. september 2012

Læs noget lødigt

Kan I huske bibliotekernes kampagner dengang for længe siden, da man mente, bibliotekerne havde et kulturelt sigte og ikke bare skulle være serviceorganer for enhver smag. "Læs noget lødigt" hed sådan en kampagne. Man talte uden at kny om bibliotekernes "folkeopdragende virkning" om at "højne", om at "få folk op på et højere niveau". Hvis nogen spurgte efter Morten Korch, fik de at vide: "Den slags bøger har vi ikke. Men prøv Sigurd Elkjær". Der var ikke krimier, ikke Jan-bøger eller Tarzan-bøger ("Læs Lisa Tetztner", sagde de, "Børnene i Nr. 67. De er meget bedre" (og det var de jo også)). Hvis man havde spurgt efter den tids bloddryppende og hårdkogte bøger, som Mickey Spillane, havde bibliotekaren fået samme udtryk i ansigtet som en ekspedient i Perchs Thehandel, der bliver spurgt om posete. I dag havde der rejst sig et ramaskrig, hvis man sagde "Læs hellere noget lødigt". Af en eller anden grund anses det i dag for indlysende, at enhver smag er lige god - uanset hvor dårlig den er - at ingen skal komme og sige noget andet, at det er udemokratisk og formynderisk at mene, at Dostojevskijs bøger er bedre end Camilla Läckbergs. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Det er helt i orden at sige, at en bestemt slags ost eller chokolade er bedre end andre. Det er ikke formynderisk. Men man må ikke mere sige det om kunst og litteratur. Men det skal vi ikke finde os i. Ligesom Galilei sagde Eppur si muove - Den bevæger sig alligevel, må vi blive ved med at holde fast i, at der er noget, der hedder litterær kvalitet - at noget er bedre end noget andet.

fredag den 21. september 2012

Kom med jeres egne svar. Men se på spørgsmålene

Man kan ikke forvente, at socialdemokraterne og SF skal have de samme svar på tidens store problemer, som Enhedslisten har. De har andre holdninger, de har en anden tilgang til tingene. Men hvis regeringen skal komme ud af sin krise, hvis den skal rejse sig, så hele venstrefløjen kan komme videre med vores fælles projekt, så må man i det mindste se på spørgsmålene og komme med et eller andet svar.
 Det nytter ikke noget at gemme hovedet i en pose. Det er så enkelt at se, hvad de store problemer er i dag. Det er først og fremmest miljø- og klimakrisen. Det er en krise for vores biologiske livsgrundlag. Den krise hænger sammen med uhæmmet materiel vækst, svulstens vækst. Så nytter det ikke noget at blive ved med at lade som om mere vækst er en løsning. Det er ikke nogen løsning, det er problemet.
Så er der problemet med ulighed, globalt og i hvert enkelt land. Det hænger sammen med finanskapitalens udvikling. Den udvikling, der er sket de sidste 20-30 år, har gjort de rige obskønt rige og de fattige fattigere. Hvis man skal løse det problem, må man på en eller anden måde tackle det problem, dereguleringen af økonomien har vist sig at være. En totalt uhæmmet og utøjlet finanskapital fører til casinokapitalisme, der ikke bygger på reelle værdier, men på spekulation. Hvad vil man gøre ved det?
Så er der de problemer, globaliseringen skaber - blandt andet arbejdsløshed som følge af outsourcing. Globaliseringen har gode og dårlige virkninger. Hvordan kan man beholde de gode og imødegå de dårlige? Det er i hvert fald ikke gjort med at messe, at man skal øge arbejdsudbuddet - at vi bare skal have flere arbejdsløse, for så kommer arbejdspladserne nok af sig selv. Det gør de ikke.
Kom gerne med nogle andre svar. Kom bare med nye svar. Men prøv at svare. Lad være med at lukke øjnene for problemerne.

mandag den 17. september 2012

Bodsgang

Når højrefløjen forlanger, at folk skal klæde sig i sæk og aske og gå bodsgang for noget, de har sagt for fyrre år siden under ganske andre omstændigheder, kommer jeg tit til at tænke på Viggo Stuckenbergs digt Bekendelse fra 1896, henvendt til ungdomsvennen Johannes Jørgensen, der havde konverteret til katolicismen


Du kommer til mig, Ven,
og vil, at jeg skal angre
min Ungdoms krasse Gudsforagt,
min Ungdoms kaade Djævlepagt,
min Ungdom! Ungdom! . . . Ven!


at jeg skal bryde Staven
og fælde Dødsdom over
hver lille giftig Blomst, der staar
fra Urtegaardens unge Aar,
og kulegrave Haven!


Du vil, jeg skal erklære,
at, hvad jeg en Gang trode,
var Hedenskab og daarlig Tant,
at senere vi alle fandt,
det var en fattig Lære!


Du skulde vide, Ven,
hvor vildt jeg elsker alle
de Tanker, jeg engang har tænkt,
- den mindste, jeg har fra mig slængt,
mit Hjærte brænder end!


Og maatte mange falde
for Livets grumme Prøve,
forgaa som Blendværk, blive Støv,
mens nye, større satte Løv, -


Thi tog jeg fejl i meget,
der randt dog fra mit Hjærte
en Draabe Blod i fejlest Id,
. . . Ak, Hjærteblod! ak, Ungdomstid!
da lykkelig vi leged!


Fik vi saa grumme Hænder,
at frejdigt vi kan skære
det halve af vort Hjærte ud,
fordi det bar en anden Gud
end den, vi nu bekender?


Jeg har ej Raad at miste
den mindste lille Time,
den bar sin Skærv til den, jeg blev!
hver Fryd, hver Spot, hver Tant, jeg drev,
jeg gemmer til det sidste!


Kald mig kun fattig, Ven!
jeg har ej Raad at angre
min Ungdoms kaade, blinde Spot,
min Ungdoms Spring blandt skønt og raat,
min Ungdom! Ungdom! . . . Ven!

søndag den 16. september 2012

Fascination og selvransagning

I Weekendavisen 14. september 2012 skriver Bo Bjørnvig om kontrasten mellem nordkoreaneren Shin, der blev født i en fangelejr og som den eneste fik held til at flygte, og en glad og velnæret dansker, der var på besøg i Nordkorea for to år siden og udtalte, at han ikke kunne se nogen undertrykkelse, kun lykkelige mennesker.
For mig giver Bjørnvigs artikel anledning til selvransagelse, for jeg har selv for fyrre år siden udtalt mig anerkendende om visse aspekter af udviklingen i Korea.
Nu er det ikke nogen skam at blive klogere. Det er værre, hvis man aldrig bliver det. Men hvad var det, der kunne få mig til dengang at se mere positivt på en række lande, der kaldte sig socialistiske, end der har vist sig at være grund til?
Hvis man er optaget af fejlene ved ens eget samfund, kan man være tilbøjelig til at se andre samfund i et rosenrødt skær. Mange dissidenter i Østeuropa, troede for eksempel, at alle sorte i USA levede et liv som The Cosby Show.
Ligesom forfattere kan være tilbøjelige til at se deres egne bøger, ikke som de faktisk er, men som de burde have været, sådan som de var i forfatterens drømme, da de blev til, kunne folk, der opfattede sig som socialister, have en tilbøjelighed til at se lande, der kaldte sig socialistiske, ikke som de var, men som de kunne have været, eller som de kunne blive, hvis man gennemførte reformer og ændringer.
Man skal også se på de forhold, der fandtes dengang. For mig og mange andre var krigen i Vietnam af afgørende betydning. Når vi talte om folkemord, talte vi om den amerikanske imperialisme og dens krig mod de indokinesiske folk, der kostede fire til fem millioner mennesker livet. Vi mente, at det var amerikanerne, der var skyld i alle de tragedier, der ramte Indokina. Pol Pots morderiske regime ville aldrig have opstået, hvis ikke amerikanenre havde stået bag general Lon Nols militærkup mod fyrst Sihanouk, der med stor behændighed havde holdt Cambodja uden for krigen. Da befolkningen rejste sig mod Lon Nol, tæppebombede amerikanerne landet med flere bomber, end de havde kastet over Tyskland under anden verdenskrig. Ofrene for disse bombeangreb hører man aldrig om. Og da amerikanerne støttede Pol Pot i FN, efter at vietnameserne havde afsat ham, var det endnu en understregning af, at det var USA, der var hovedfjenden for folkene i den tredje verden.
I midten af 70’erne havde Nordkorea en højere levestandard end Sydkorea. Men der var ikke politisk frihed, og jeg kunne ikke lide personkulten. Jeg skrev i Aktuelt, at man ikke vidste, om man skulle le eller græde, når man så kulten omkring Kim Il-sung.
De ting kunne jeg godt se, men jeg sagde til mig selv, at personkulten i Kina og Korea kunne forklares ud fra deres konfucianistiske traditoner, og at vi jo også i Danmark skulle gennem to hundrede års enevælde, før vi fik demokrati.
Jeg mente ikke, man kunne indføre et egentligt demokratisk system, så længe folk var analfabeter og sultede. Officielt havde man demokrati i Indien, men det var godsejerne, der bestemte, hvem de fattige i landsbyerne stemte på. Jeg mente, at man først måtte have et vist mindstemål af  materiel tryghed, før man kunne tænke på demokrati. Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral. Jeg regnede med, at folk selv ville kræve demokrati, når de havde lært at læse og skrive og kunne tænke på andet end, hvordan de kunne få noget at spise.
Og det så ud til at gå ganske godt i Nordkorea. Det sagde vestlige eksperter også. Sammenlignet med mange andre asiatiske lande, jeg havde rejst i, var der en god levestandard. I byerne fik jeg lov til selv at udpege en tilfældig beboelsesejendom og så besøge den og se, hvordan folk levede. De levede spartansk, men bedre end i Indien eller Bangladesh. På landet var folk mere fattige. De pløjede jorden med okser, og kørte i oksekærrer, men der var en skole og et sygehus i hver landsby, og folk havde tøj på kroppen og fik nok at spise.
Jeg bad om at få lov til at se fængsler, hospitaler for sindslidende og kaserner, men det fik jeg ikke lov til. Jeg regnede med, at de nok havde noget at skjule. Men min fantasi strakte ikke til at forestille mig lejre med så forfærdelige forhold, som vi nu har hørt om.
Det skulle nok blive bedre, regnede jeg med.
Striden mellem Sovjet og Kina var ødelæggende for de lande, der kaldte sig socialistiske, og for de lande i den tredje verden, der fik hjælp af dem. Med Kinas menneskeressourcer og Sovjetunionens naurressourcer, kunne man have skabt materiel velstand for alle. Striden var kun til gavn for imperialisterne. Og her spillede Nordkorea en vigtig rolle, fordi landet havde venskabelige forbindelser med både Kina og Sovjet. Jeg troede, at landet kunne komme til at spille en nøglerolle for at skabe forsoning.
Nordkoreanerne troede på selvforsyning. Det gjorde jeg også. Seymours bog om selvforsyning var en Bibel for mange af dem, der flyttede på landet og i kollektiver dengang.
Men det viste sig, at tanken om selvforsyning var en illusion. Da Kina og Sovjet gik over til kapitalismen, forlangte de at deres handelspartnere betalte i dollars. Det kunne Nordkorea ikke, og det viste sig, at landet ikke kunne klare sig selv. Det er der ingen lande, der kan. Vi er alle sammen forbundet med hinanden. I Nordkorea førte det til hungersnød og elendighed. Vi havde også sultet i Danmark, hvis vi var blevet isoleret og ikke kunne handle med andre lande.
Som det er nu, har Nordkorea ingen fremtid. Persondyrkelsen er endt i ren farce med et arveligt dynasti. Det oppustede militær æder ressourcerne op, mens folket sulter. Landet er ikke blevet mere demokratisk, men stadig mere diktatorisk og undertrykkende. Nordkorea er blevet en slags påskeæg, en hul skal pyntet med falske blomster. Det bedste, der kunne ske, er nok at Nordkorea blev indlemmet i Sydkorea.

Betyder det så, at kapitalismen har vist sig at være bedre end socialismen?
Det mener jeg ikke. Tværtimod.
Man skal aldrig spille pingpong og sige: Øv bøv, det kan du selv være. Og det er usmageligt at tælle lig.
Men vi skal være klar over, at regimerne i både øst og vest var morderiske. Vi har været gennem det, Jens Bjørneboe kaldte bestialitetens historie, og det må vi se i øjnene.
Den vigtigste forskel var, at regimerne i øst myrdede deres egne borgere, mens vi har udliciteteret myrderierne og elendigheden og foretrukket at myrde fattige mennesker, der i reglen har en anden hudfarve end vores.
Det siges, at kommunismen kostede hundrede millioner mennesker livet. Det kan meget vel være rigtigt, hvis man også regner ofrene for sultkatastrofer med.
Men hvor mange menneskeliv har kapitalismen kostet? Hvis man går tilbage til slavehandelen og folkemordet på indianerne, hvis man medregner alle, der døde af sult og underernæring og sygdomme, der kunne have været forhindret, hvis vi ser på folkemordene i Tysk Sydvestafrika i 1904, i Congo under kong Leopold (hvor landets befolkningstal faldt til det halve), hvis vi ser på ofrene for vores krige, hvis vi ser på KZ-lejrene i Kenya, massakren på en halv million kommunister i Indonesien og alle de mange, mange andre massemord, kommer man meget højt op. Hvor højt ved jeg ikke. Måske skal vi op i milliarder af menneskeliv. I Kina døde 30-40 millioner af hungersnød under det store spring fremad. Men i Indien døde ti millioner hvert år i fyrre år. I 1949 havde Kina og Indien samme dødelighed. Hvis vi sammenligner de to lande gennem fyrre år, kan vi se, at kommunismen reddede millioner af menneskeliv – at man reddede mennesker, der ville være døde, hvis Kina havde beholdt samme system som Indien.

Vi må se med åbne øjne på myrderierne og forbrydelserne i de lande, der kaldte sig socialistiske. Vi må se på, hvordan det kunne gå til, at folk flygtede fra disse lande, at ingen ville forsvare dem, da pamperne overtog magten ved et kup og genindførte kapitalismen.
Hvis samfundene havde været gode nok, ville folk have flygtet til dem. De ville have kæmper til deres sidste blodsdråbe for at forsvare dem. Det gjorde de ikke.

Hvad kan vi så lære af alt dette?
For det første, at socialisme og demokrati hænger uløseligt sammen. Uden demokrati kan der heller ikke eksistere nogen ægte socialisme. Omvendt er den enkeltes frihed og velfærd bedst sikret i et demokratisk socialistisk samfund, hvor alle er med til at bestemme, og hvor ingen kan undertrykke andre.
For det andet lærer vi, at man altid skal betragte magt med mistillid. Ingen må få for meget magt. I Kina, Sovjet og Østeuropa opstod en ny klasse af pampere og direktører, der til sidst så deres snit til at gribe hele magten. Hvis nogen får magt, misbruger de magten. Derfor skal vi altid holde magthaverne i ørerne. Vi skal hele tiden sørge for, at de ikke sidder for sikkert i sadlen, de skal roteres ud med jævne mellemrum, vi skal ikke have levebrøds- eller livstidspolitikere, men uddelegere politiske hverv for en kort periode, som borgerligt ombud. Ingen skal have økonomisk magt til at udbytte andre. Magten ligger bedst hos hele folket, beslutningerne skal træffes på demokratisk vis.
Vi lærer også, at troen på vækst og rygende skorstene fører til klodens død. Vi skal skabe et samfund, der sikrer klodens fremtid, et samfund uden dogmet om evig materiel vækst, et samfund i balance og harmoni.

lørdag den 15. september 2012

Revolutionsromantik



Da jeg var barn, var det utænkeligt at kritisere modstandskampen. Frihedskæmperne var helte, og helteglorien skulle der ikke pilles ved. Nu er vi kommet så meget på afstand af anden verdenskrig, at vi kan se, at der også var pletter på englevingerne. Behandlingen af tyskerpigerne og de tyske flygtninge var oprørende. Nogle stikkerlikvideringer var maskerede hævntog eller skyldtes personligt nid og nag. Men det ændrer ikke ved det grundlæggende, at det var godt og rigtigt at gøre modstand mod den tyske besættelse af Danmark.

Amerikanske børn lærer i reglen ikke noget i skolen om, hvordan de engelskvenlige Tories egentlig blev behandlet under den amerikanske revolution, om Copperhead-bevægelsen mod den amerikanske borgerkrig eller opstanden mod værnepligten i New York 1863. Washington og Lincoln skal fremstå som helgener, og derfor bliver der ikke plads til nuancer. Det ville være bedre at glemme glansbillederne og se præsidenterne med vorter og det hele. Men en viden om nuancerne ændrer ikke det helt elementære, at den amerikanske frihedskrig og afskaffelsen af slaveriet var vigtige fremskridt for menneskeheden.

I trediverne og frem til afsløringerne på tyvende partikongres var der mange udmærkede og demokratisk sindede socialister i Vesteuropa, der lukkede øjnene for Stalins ugerninger. Det var ikke fordi de bifaldt nakkeskud eller Gulag, men de betragtede rapporterne om terror og lejre som propaganda. I tresserne og halvfjerdserne blev det kommunistiske Kina ofte malet i rosenrøde farver, ikke kun af erklærede kommunister, men selv af borgerlige og i ugeblade som Femina og Hjemmet. Under Vietnamkrigen var mange tilbøjelige til at se bort fra de overgreb, befrielsesbevægelsen begik. En afbalanceret vurdering af udviklingen i de socialistiske lande kræver, at vi ser på både de gode ting, der også skete – at f.eks. dødeligheden i Kina faldt til det halve eller at alle børn kom i skole – og de forbrydelser, der blev begået, og de krænkelser af menneskerettighederne og af demokratiet, der forekom.

Hvis revolutionsromantik er skønmaleri og forherligelse af vold, er det noget helt igennem skadeligt.

Men de følelser, det vækker i mig at se Eisensteins ”Oktober” eller den amerikanske film ”Salt of the Earth”, at læse digte af Brecht, Neruda eller Majakovskij eller at høre Internationale, har ikke noget med had og vold at gøre, og de får mig ikke at se verden som et glansbillede. Det, jeg føler, er tanken om den arbejderbevægelse, der har ført store dele af menneskeheden op fra elendighed til et bedre liv, tanken om international solidaritet og sammenhold mod nationalisme og racisme, tanken om broderskab og solidaritet  i stedet for egoisme og grådighed, tanken om en verden, der kan blive bedre end den, vi har kendt.

Romantiske følelser kan ikke bruges som grundlag for et politisk program, og det gælder også revolutionsromantikken. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kan genkende noget af mig selv i dette eksempel på ægte revolutionsromantik. Det er skrevet af socialdemokraternes hofdigter Oskar Hansen, der i sine unge dage var rød syndikalist. Og det her skrev han, mens han var fast ansat på partiavisen Social-Demokraten og omkring den tid, hvor han skrev "Danmark for folket" og valgsangen "Stauning igen"

Der er Ting vel der hænder, man ikke forstaar
og man grubler sin Pande i Rynker,
og man spørger sig selv: ”Er du ganmel af Aar,
saa du sidder og klager og klynker”.
Naar det hujer af Hurra for Danmark og Drot,
kan man tvinge sig selv til at sige lidt flot:
”Det er Tidens Nødvendighed, kære,
det er os, der er kommet til Ære”.
Men naar Dagen, den nøgterne Dag, er forbi,
og Tusmørket lister langs Gade og Sti,
kan man gaa for sig selv og se Tankerne komme
og melde om noget
man elsker og aner,
og noget, det gør et ungt Hjerte saa godt.
Vi drømmer om knaldrøde Faner,
der stormer Amalienborg Slot.

Der er Ting jo der hænder, vi ikke forstaar,
der er Toner, vi ikke kan fatte,
der er Skanser, vi stod paa i purunge Aar,
men som nu synes evigt forladte.
Og vi staar der og svajer og ved ikke hvad.
Der er Ting i det nye, der ikke gør glad.
Skal vi raabe det ud – eller gemme
og bare forsøge at glemme.
Skal vi hærde os kolde i kyniske Ord
og trampe hver spæd lille Spire, der gror,
og forsøge at lempe os Livet igennem
og trække paa Skuldren
og smile af Vane
og fastslaa: ”Det gaar jo da forholdsvis godt”.
Men vi drømmer en Drøm om en Fane
knaldrød på Amalienborg Slot.

Men en Hverdag, ja Hverdag kan være saa graa,
at det knuger om Sind og om Tanker.
Skal vi opgive Drømmen, den blændende blaa?
Ak, den dufted som Roser og Ranker.
Vi er nøgterne Mænd, det er sandt, ja, saa sandt,
og vi maa ikke fanges af Fraser og Fjant.
Men i Hverdagens iskolde Strømme
kan det varme om Hjertet at drømme.
og det er ikke Ord kun og Drømmenes Spind:
Vi maa ikke la’ Hverdagen isne vort Sind.
Vi maa sanse de store
og blaa Horisonter,
og slaas saa det lyner og bryde en Bane,
der fører os frem gennem gustent og graat,
Og da vil vi hejse vor Fane
blodrød paa Amalienborg Slot.

Oskar Hansen. Fra ”Kamp” (Concordia, 1932)

fredag den 14. september 2012

Multikulti

Det undrer mig altid, når folk siger: "Vi skal ikke have et multikulturelt samfund." For det første er det ligesom at sige: "Jeg synes ikke, vi skal indføre regnvejr." Vi har nu engang et multikulturelt samfund, og det har vi sådan set haft altid. Det eneste relevante spørgsmål er derfor: "Hvordan får vi det multikulturelle samfund til at fungere bedst muligt?”

For det andet er det en underligt smalsporet tanke, at kulturer kun kan defineres ud fra folks etniticitet/hudfarve eller religion. Modstanden mod multikulturalismen bygger på en teori om, at vi alle – bortset fra muslimerne – tilhører samme monokultur, at vi alle står som Dansk Folkepartis kernevælgere med fødderne dybt plantet i den danske muld og et læs af samme tunge muld i hovedet. Men sådan er det jo ikke. Danmark er hjemsted for et utal af forskellige kulturer, der kan defineres ud fra alle mulige kriterier - såsom bopæl, køn, alder, indkomst eller uddannelse.

Hvem har mest til fælles: To forretningsmænd, der begge bor i Rudersdal, er medlemmer af Kongelig Dansk Yachtklub, tager på shoppingferie i London og Dubai og har børn, der går på CBS – men hvoraf den ene kan føre sin danske familie langt tilbage og er kulturkristen, mens den anden er søn af en mellemøstlig indvandrer og er kulturmuslim? Eller en af disse forretningsmænd og en 60-årig indremissionsk fisker fra Harboør, en 16-årig tagger og skateboarder fra København, en 80-årig enke efter en sydfynsk landmand eller en 40-årig healer og zoneterapeut fra Kolding?
Mon ikke de to forretningsmænd føler sig mest beslægtet med hinanden – selv om de beder til forskellige guder?

I Surinam mødte jeg en meget sympatisk forretningsmand, der var aktivt medlem af Lions Club og fortalte engageret om, hvor nært beslægtet han følte sig med medlemmer af Lions i alle andre lande. På Salomonøerne og Madagascar har jeg talt med forfattere og akademikere, som jeg umiddelbart følte mig på bølgelængde med. Da jeg engang kørte med tog fra Guangzhou til Kunming, snakkede jeg hjerteligt med en skolelærer om litteratur. Jeg fortalte om min begejstring for Li Bai og Du Fu og han om sin begejstring for Hamsun. Overalt i verden har jeg snakket med folk, der havde samme problemer med teenagebørn som midaldrende forældre i Danmark, der grundlæggende havde de samme værdier og ønskede de samme ting i livet for sig selv og deres familie. Mine venner er en broget flok, og den er ikke samlet i ét land, men strækker sig ud over kloden.

Vi søger alle vores valgslægtskaber. Vi danner grupper ud fra det, vi har til fælles, og det er heldigvis alt muligt andet end læderhudens pigmentering.

Et samfund, hvor mange kulturer blomstrer, er et bedre samfund at leve i end et samfund, hvor alle skal være ens. Intet kan være mere skræmmende end tanken om, at vi alle skulle blive kloner af Dansk Folkepartis politikere. Lad os hæge om mangfoldigheden og løse de problemer, det også engang imellem giver, at vi er forskellige. Lad os tænke over det, der måske er den smukkeste sætning, der er sagt på dansk: ”Vi skal jo alle sammen være her.”