Multikulti

Det undrer mig altid, når folk siger: "Vi skal ikke have et multikulturelt samfund." For det første er det ligesom at sige: "Jeg synes ikke, vi skal indføre regnvejr." Vi har nu engang et multikulturelt samfund, og det har vi sådan set haft altid. Det eneste relevante spørgsmål er derfor: "Hvordan får vi det multikulturelle samfund til at fungere bedst muligt?”

For det andet er det en underligt smalsporet tanke, at kulturer kun kan defineres ud fra folks etniticitet/hudfarve eller religion. Modstanden mod multikulturalismen bygger på en teori om, at vi alle – bortset fra muslimerne – tilhører samme monokultur, at vi alle står som Dansk Folkepartis kernevælgere med fødderne dybt plantet i den danske muld og et læs af samme tunge muld i hovedet. Men sådan er det jo ikke. Danmark er hjemsted for et utal af forskellige kulturer, der kan defineres ud fra alle mulige kriterier - såsom bopæl, køn, alder, indkomst eller uddannelse.

Hvem har mest til fælles: To forretningsmænd, der begge bor i Rudersdal, er medlemmer af Kongelig Dansk Yachtklub, tager på shoppingferie i London og Dubai og har børn, der går på CBS – men hvoraf den ene kan føre sin danske familie langt tilbage og er kulturkristen, mens den anden er søn af en mellemøstlig indvandrer og er kulturmuslim? Eller en af disse forretningsmænd og en 60-årig indremissionsk fisker fra Harboør, en 16-årig tagger og skateboarder fra København, en 80-årig enke efter en sydfynsk landmand eller en 40-årig healer og zoneterapeut fra Kolding?

Mon ikke de to forretningsmænd føler sig mest beslægtet med hinanden – selv om de beder til forskellige guder?

I Surinam mødte jeg en meget sympatisk forretningsmand, der var aktivt medlem af Lions Club og fortalte engageret om, hvor nært beslægtet han følte sig med medlemmer af Lions i alle andre lande. På Salomonøerne og Madagascar har jeg talt med forfattere og akademikere, som jeg umiddelbart følte mig på bølgelængde med. Da jeg engang kørte med tog fra Guangzhou til Kunming, snakkede jeg hjerteligt med en skolelærer om litteratur. Jeg fortalte om min begejstring for Li Bai og Du Fu og han om sin begejstring for Hamsun. Overalt i verden har jeg snakket med folk, der havde samme problemer med teenagebørn som midaldrende forældre i Danmark, der grundlæggende havde de samme værdier og ønskede de samme ting i livet for sig selv og deres familie. Mine venner er en broget flok, og den er ikke samlet i ét land, men strækker sig ud over kloden.

Vi søger alle vores valgslægtskaber. Vi danner grupper ud fra det, vi har til fælles, og det er heldigvis alt muligt andet end læderhudens pigmentering.

Et samfund, hvor mange kulturer blomstrer, er et bedre samfund at leve i end et samfund, hvor alle skal være ens. Intet kan være mere skræmmende end tanken om, at vi alle skulle blive kloner af Dansk Folkepartis politikere. Lad os hæge om mangfoldigheden og løse de problemer, det også engang imellem giver, at vi er forskellige. Lad os tænke over det, der måske er den smukkeste sætning, der er sagt på dansk: ”Vi skal jo alle sammen være her.”